Knud JENSEN

før 1680 - Ja, dato ukendt

• Navn	Knud JENSEN
  Fødsel	før 1680	Ullits S, Gislum H, Aalborg A, DK
  Køn	Mand
  Død	Ja, dato ukendt
  Notater	Knud Jensen var fra 1703 fæster af en gård i Vestrup i Vognsild sogn under Lerkenfeld på 3½ tdr. hartkorn, som blev overtaget 1728 af sønnen Jens Knudsen og 1743 af sønnen Niels Knudsen, ane 64. - Knud Jensen fæstede 1728 en gård i Alstrup by og sogn på knap 3 tdr. hartkorn, ligeledes under Lerkenfeld. [Efterfølgende tekst er en rettelse fra Bind 3, Thomas Elkjær]. Knud Jensen blev født senest 1680 - ifølge fæstebrevet i Ullits by og sogn og døde 1728-54 - vel i Alstrup by og sogn, hvor han dog forgæves er søgt død; han levede vel 1741, da datteren Anne blev gift i Alstrup. Han var af ukendt herkomst. - Dog vides det, at 1709 døde "Knuds Moder udi Veistrup", begr. 16. juni (uden aldersangivelse). Hans ukendte forældre - eller i al fald hans mor - synes altså at være flyttet fra Ullits sogn til Vestrup i Vognsild sogn. Knud Jensen Lerkenfelds ejer udstedte 14. september 1703 fæstebrev169 til Knud Jensen, barnefødt i Ullits, på den gård i Vestrup, som Jens Andersen Ganbore sidst iboede og fradøde, - på følgende vilkår at nyde sin livs tid: 1. Nyder han hvad korn samt kvæg og bæster tillige med, hvad bo og boskab der findes, og som 30te dagen efter Jens Ganborris død skal holdes skifte udi, og da overleveredes Knud Jensen, imidlertid kan han have opsyn dertil og antage sig rugsæden. 2. Nyder han tre års frihed for skyld og landgilde og for rejser og for hoveri et år, samt fri for kongl. skatter, som til dato er forfalden. 3. Giver jeg ham til samme gård at opbygge 8 stk. 16 alen a` 4 mk. 15 sk., 15 stk. 72 alen a` 26 sk., 18 stk. 10 alen a` 10 sk., 9 stk. 7 alen a` 5 sk., 3 tylvt brædder a` 4 mk. 6 tylvt strålægter a` 24 sk. og 4 læs træ i skoven til vogn- og plovredskab at forbedre. Efter friheden svarer han landgilde ligesom af Gravers Nielsens gård udi bemeldte Vestrup, kongelige skatter vedtager han først næstkommende oktober kvartal at svare og siden fremdeles. Gården, så straks forskrevne bygningstømmer ham forskaffes og årsens tid tillader, forsvarlig at opbygge, dens jorder at føre i sin fuldkomne brug, og ej til nogen upligt den at bruge eller lade bruge, og i det øvrige holder sig kgl. Maj`s. lov og nådigste udgangne forordninger efterrettelig. Fornævnte gård er ham uden indfæstning forundt. Lerkenfeld 14. september 1703. V. Lerche Efter hans kongl. maj's. allernådigste forordning af 23. januar 1719 er dette fæstebrev fornyet og på denne sort papir omskrevet. Lerkenfeld 12. juli 1719 Thomas Sørensen Bregenholm. Ligelydende fæstebrev med dette er mig underskrevne Knud Jensen i Vestrup meddelt, som jeg i kraftigste måder lover og mig hermed reverserer fast og uryggeligt at efterleve. Til bekræftelse under min egen hånd. Lerkenfeld ut supra Knud Jensen Knud Jensen nævnes170 1724 som fæster af gården i Vestrup med 3 tdr. 4 skpr. 2 alb. hartkorn under Lerkenfeld. - 11. juni 1728 udstedte Lerkenfelds ejer fæstebrev171 til Jens Knudsen på faderen Knud Jensens gård i Vestrup, som 1743 blev overtaget af den anden søn Niels Knudsen, ane 64. Til Knud Jensen fra Vestrup172 udstedte Lerkenfelds ejer 17. juni 1728 fæstebrev på en ½ gård i Alstrup med 2 tdr. 7 skpr. hartkorn, som Jens Jensen var fradød. Gisle Nielsdatter Hendes historie gengives her efter Beth Grothe Nielsens bog: Letfærdige Qvindfolk - om Gisle Nielsdatter og andre barnemordersker, 1982. Idet dog diverse fejltagelser er søgt retter i [skarpe parenteser]. Hun blev født i Vognsild i Himmerland engang i 1726. Hun kendte ikke selv den nøjagtige dato. Da Morten Bording på vegne af oberst von Lüttichau til Lerkenfeld anmodede sognepræsten hr. Søren Uttrup om at oplyse den, svarede præsten tilbage, at kirkebogen var brændt [misforstået, idet den kirkebog, der var brændt var Simested sogns kirkebog, brændt 1734], så Mette Eriksdatters fødsel ca. 1674 - rettere 1678-87 - ikke kunne fastslås. Gisle eller rettere Gidsel blev født 1726 i Vognsild by og sogn, døbt 18. august som Anne Christensdatter uægte datter; da moderen 6. november samme år blev publice absolveret "for horeri", udlagde hun for barnefar Christen Nielsen af Hørby. Gidsel/Gisles efternavn Nielsdatter [savner forklaring]. Gisle fik sit første uægte barn i 1749. For denne forbrydelse (lejermål) stod såvel hun som barnefaderen skrifte i Vognsild kirke. Han var søn af hendes daværende husbond. Barnet døde 7½ år gammelt [Giidsel, besvangret hos Christen Furbo i Vestrup af dennes søn Jens udstod hun og barnefaderen offentlig skrifte i Vognsild Kirke 11. og 18. maj 1749, me barnet er forgæves søgt født i Farsø-Vognsild pastorat; barnet blev døbt Niels og døde 1751 i Vestrup, begr. 7. marts, 7½ år gl.]. I sommeren 1753 tjente Gisle Nielsdatter hos bonden Jens Knudsen i Østrup ikke langt fra Vognsild. Han var fæster under godset Lerkenfeld. På gården boede Jens' anden kone Kirsten Christensdatter, hans 22-årige søn af første ægteskab Christen Jensen [Christen var født 1731 i Vestrup i Vognsild sogn som ældste barn i faderens 2. ægteskab], flere yngre børn og hans 80-årige mor Mette Eriksdatter, der var på aftægt. Gisle Nielsdatter var blevet omkring 27 år. Engang i høstens tid lod Gisle sig beligge af husbonds søn Christen, som hun var blevet glad for. Da hun en måneds tid senere fortalte ham om resultatet af deres forhold, lovede han hende to får, hvis hun ville tie stille med det. Han advarede hende også mod at gå til alters og forbød hende at drikke mjød og spise honning. Christens stedmor [fejl for mor] forklarede senere, at mjød og honning styrkede et foster. At Gisle ikke måtte gå til alters, skyldtes formentlig en folkelig tro på, at intet middel kunne afbryde et svangerskab efter indtagelse af den hellige nadver. Gisle og Christen fik vist nok ikke snakket mere om sagen, inden hun forlod tjenesten hos hans far Mikkelsdag, 29. september. Gisle flyttede til Aarup en mils vej derfra [afstanden mellem Østrup og gården V. Aarup, ligeledes i Vognsild sogn, er ikke nær lang]. Hun havde fået plads hos Niels Christensen, der også var fæstebonde under Lerkenfeld. Kort efter flytningen trodsede hun Christens forbud og gik til alters. Da Christen erfarede det, passede han hende op den følgende søndag efter kirkegangen og fik snakket med hende på kirkegården. Han gav hende nogle metalspåner, som han forklarede var fra et skospænde, og som skulle kunne fordrive fosteret. Det kom senere frem, at det formentlig havde været afskrab fra en kirkeklokke. Det blev taget som et indicium herfor, at klokken i Vognsild havde været faldet ned i nogen tid. Christen ville dog ikke indrømme noget. Senere viste det sig, at klokkemalmen - eller hvad det nu var - ikke havde haft den tilsigtede virkning, og Christen skaffede så Gisle for 2 sk. laurbær. Selv om hun indtog det efter forskriften sammen med varmt øl, var det også virkningsløst. Efterhånden var vinteren gået, uden at hun havde turdet indrømme sin tilstand for andre end Christen. Både hendes nye madmor Bodil Andersdatter og præsten havde ellers udspurgt hende. Anden påskedag 1754 så hun ingen anden udvej end at gå til Østrup for at tale med Christens familie om, hvad hun skulle gøre. Christens far havde intet imod, at hun giftede sig med hans søn og fødte barnet. Så kunne de blive på gården, indtil der blev et fæste ledigt. Han sagde, at hvis de derimod ikke ville have hinanden, >så skal hver stå sin ret<, hvortil Gisle svarede, at hun en gang havde stået skrifte på Vognsild kirkegulv, og der skulle hun aldrig stå mere. Men Kirsten Christensdatter, der var hårdnakket modstander af et ægteskab mellem Gisle og Christen, bemærkede, at Gisle ikke skulle forsværge også at komme til at stå på Farsø kirkegulv. Gisle sluttede af med at sige, at hun hellere ville drukne sig end endnu engang aflægge offentligt skriftemål. Christen Jensen synes ikke at have turdet udtrykke nogen selvstændig mening om sagen på dette tidspunkt. Men hans far havde åbenbart medlidenhed med Gisle. I hvert fald lovede han at hjælpe hende, og aftalen blev, at hun skulle komme til Østrup og føde sit barn. Der var senere stor uenighed om, hvad aftalen i øvrigt gik ud på. Men det ser ud til, at Gisle havde opfattet den således, at Kirsten Christensdatter og den gamle Mette Eriksdatter havde accepteret at tage sig af barnet indtil videre. Det står fast, at de havde lovet hende en pot brændevin at styrke sig på efter fødslen. Formentlig har Kirsten Christensdatter dog allerede på dette tidspunkt planlagt at skaffe barnet af vejen. 27. maj 1754 gik Gisle ude i heden og slog lyng. Da hun mærkede, at fødslen nærmede sig, begav hun sig en lang omvej til Østrup. For at ingen skulle genkende hende, slog hun sit forklæde op om hovedet. Undervejs mødte hun Peder Nielsen i Mejlstrup og hans tjenestekarl. De var senere ikke sikre på? om det var Gisle, de havde set. Da hun kom til Østrup, gik hun ud i Jens Knudsens lade, hvor Kirsten Christensdatter og barnefaderen Christen Jensen opholdt sig. Christen synes hurtigt at have fortrukket. Men Kirsten fik den gamle Mette Eriksdatter, der var syg og sengeliggende, til at stå op for at hjælpe med fødslen. Mette havde vist nok af og til ladet sig bruge som jordemoder. Men et vidne forklarede senere, at det kun havde været i hendes egen familie. Den gamle kone ville lade Gisle komme ind i stuehuset og føde i en seng, men Kirsten forbød det af hensyn til de mindre børn, der ville opdage, hvad der gik for sig. På ganske kort tid fødte Gisle et levende pigebarn i laden. Der var dyb uenighed blandt de implicerede, da de skulle forklare, hvad der herefter skete. Gisle selv vidnede, at Mette Eriksdatter havde fortalt hende, hvordan hun skulle kvæle barnet, hvis det var levende født. Det havde hun så gjort, hvorpå de i fællesskab havde syet barnet ind i et stykke klæde og gemt det i halmen. Det var hurtigt gået op for Gisle, at hun havde gjort noget galt. Men de to kvinder havde sagt, at hun blot skulle stoppe sig ud med klude, indtil der ikke længere var mælk i brysterne. Så ville ingen opdage noget. Mette havde derefter sagt nogle ord over Gisle. Da retten senere interesserede sig for, hvad det var for ord, forklarede Mette, at det kun var en god bøn. Derpå havde Gisle rejst sig og var gået tilbage til sit arbejde. Hendes husbond vidnede, at hun havde været borte i tre timer. Mette Eriksdatter havde en anden opfattelse af det passerede. Hun havde rigtignok været syg, men var gået ud i laden for at hjælpe Gisle. Mens hun igen var inde for at hente saks og tråd, havde Gisle imidlertid født, og da hun kom tilbage til laden, lå barnet dødt ved Gisles fødder. Efter hendes mening var det hele foregået på Gisles initiativ. Kirsten Christensdatter påstod også, at hun ikke havde været i laden, da barnet blev født og dræbt. Det havde derimod Mette været. Hun var dog enig med Mette i, hvem der havde været den aktive. Senere ændrede Mette forklaring til, at Kirsten havde syet barnet ind i klædet, mens hun selv sad med ryggen til og ordnede Gisle. Det var også Kirsten, der havde gemt barnet i halmen. Dagen efter fødslen gik Gisle på hoveriarbejde på Lerkenfeld, som om intet var hændt. Hun tilskrev det senere Mettes gode bøn, at hun så hurtigt var blevet frisk igen. Men hos Jens Knudsens var man i vildrede med, hvad man skulle gøre. Da det var gået op for Jens, hvad der var sket, havde han skældt sin kone og mor grundigt ud. Det synes klart, at han aldrig ville være gået med til drabet, hvis han havde været impliceret på forhånd. Han havde lagt halm over, >siden det ikke skulle ligge i vejen for mandspersoner, som ikke burde se sådan noget<. Synsmændene måtte selv finde barneliget, der var bundet ind i en >halmbrynge< (knippe halm) med tre halmbånd og lagt ind i noget langhalm. De fire synsmænd kunne ikke finde tegn på vold og mente, at barnet var fuldbåret. De to kvinder, som tidligere havde malket Gisle, blev også tilkaldt. De var af samme opfattelse. Kirurgen Sebastian Stabel fra Viborg blev hentet 8. juni og udfærdigede en attest, hvori han fastslog, at barnet havde været fuldbåret og levende født. Det sidste sluttede han af den foretagne lungeprøve, der viste luft i lungerne, idet disse flød oven på vandet. Stabels undersøgelse blev overværet af to vidner, der bekræftede hans attest. Dagen efter blev barneliget begravet på kirkegården. 14. juni 1754 blev retten sat på Lerkenfeld birketing med birkedommer Steilberg og otte meddomsmænd. | løbet af sommeren blev sagen oprullet i det ene retsmøde efter det andet. Først 13. september var retten klar til at afsige dom. Gisle blev dømt for barnedrab efter Danske Lov 6-6-7 og skulle desuden betale lejermålsbøder efter Danske Lov 6-13-1. Endvidere skulle hun have forbrudt sin hovedlod (sine ejendele) til herskabet (godsejeren på Lerkenfeld) efter Danske Lov 1-24-7 og 6-6-3. Barnefaderen Christen Jensen skulle ligeledes betale lejermålsbøder, men blev for sin medvirken til forsøg på fosterfordrivelse og viden om fødslen også dømt til at miste sin hud (piskes) og derefter rømme kongens riger og lande. Mette Eriksdatter blev dømt for som jordemoder at have handlet så uforsvarligt ved fødslen, at barnet under alle omstændigheder kunne være omkommet. Desuden lagde retten til grund, at det var hende, der havde rådet Gisle til at kvæle barnet. Hun skulle derfor straffes efter Danske Lov 6-6-11 om råd og tilskyndelse til manddrab. Det blev tilføjet, at da hun ikke havde formue til at betale bøden på 3 x 18 lod sølv (27 rdlr.), skulle hun i stedet miste sin hud på Gisles rettersted og derefter hensættes til arbejde i Viborg Tugthus på livstid. Om Kirsten Christensdatter blev det fastslået, at hun havde tilskyndet Gisle til at føde i dølgsmål, været behjælpelig med at dræbe barnet, selv indsvøbt det i klude og halm, gravet efterbyrden ned, belært Gisle om, hvordan hun skulle skjule det hele og endelig undladt at underrette vedkommende myndighed. Hendes straf blev også kagstrygning (pisk), hvorefter hun skulle landsforvises. For så vidt angår Jens Knudsen, fandt retten det bevist, at han ikke havde været vidende om drabet, endsige bifaldet det. Men fordi han efterfølgende havde skjult begivenhederne, blev han dømt til at bøde 10 rdlr. til sit herskab. Kirsten Christensdatter, Christen Jensen og Jens Knudsen blev alle dømt in absentia. Natten mellem 24. og25. august 1754 var Jens Knudsen nemlig rømt med hele sin familie undtagen sin gamle mor. Da de ved efterlysning ikke havde indfundet sig og ikke havde været til at finde, blev Jens desuden dømt til at miste sin fæstegård. Ved den afholdte registrerings- og vurderingsforretning blev hans gæld til herskabet opgjort til 78 rdlr., 2 mk. 7 sk. Dommen sluttede med at konstatere, at ingen af de dømte havde midler af nogen art, hvorfor samtlige udgifter i sagen skulle udredes af amtet. Da den obligatoriske prøvelse af Lerkenfeld birketings dødsdom over Gisle Nielsdatter sammen med de øvrige domme blev indledt med et retsmøde 4. december 1754, blev Nørrejyllands landsting i Viborg administreret af tre dommere. Det var etatsråd Peder Marsvin, ejer til Trudsholm, kammerherre Frederik Schinkel, ejer til Hald, og kammerherre Frants M. Thestrup, ejer til Mariager Kloster. I domhuset mødtes desuden tre af tidens kendte prokuratorer. Især anklageren, prokurator Jørgen Rasch Bergen, var en omstridt person, der havde været impliceret i mange store retssager. Som forsvarer for Gisle var Hans Severin Rafn blevet beskikket. Han var den prokurator, der oftest optrådte i barnedrabssager for landstinget i perioden 1742-80, enten som anklager eller som forsvarer. Da han var en meget velhavende mand, har han haft råd til at tage imod disse ulønnede beskikkelser. Mette Eriksdatter og de øvrige anklagede havde fået beskikket prokurator Niels Foersom, der tillige var byfoged i Hobro og herredsfoged i Onsild herred. Jens Knudsen og hans familie var stadig ikke kommet til stede, så anklager kunne kun fremstille Gisle og Mette. De første tre retsdage gik med, at anklager citerede forhørene over de anklagede og i alt tolv vidner fra birketingets retsprotokol. Herefter påstod han dommen over Gisle stadfæstet, mens han krævede skærpelse af dommene over Mette og Kirsten. Efter hans mening burde de to kvinder dømmes efter Danske Lov 6-6-72 om dødsstraf for den, som befaler eller køber nogen til at dræbe en anden. Den unge Christen skulle efter anklagers opfattelse også straffes på livet. Det skulle være efter Danske Lov 6-6-22 om den, som har villet ombringe nogen med forgift. Begrundelsen var, at han havde haft >mordiske tanker til at ville dræbe fosteret i moders liv<. Endelig påstod anklager, at Jens Knudsens dom burde skærpes til, at han skulle >lide på kroppen efter de høje herrers egen skønsomhed<. Forsvareren for Gisle fik derefter ordet. Rafn fremførte for det første, at man ikke kunne beskylde Gisle for at have født i dølgsmål, eftersom både Mette og Kirsten ifølge deres egne forklaringer havde været til stede. Hun kunne heller ikke siges ikke at have brugt de ordentlige beskikkede midler, som loven krævede, idet Mette var jordemoder. For det andet satte forsvareren spørgsmålstegn ved, om Gisle havde dræbt sit foster, e1ler om dets død ikke snarere var en følge af, at dets navlestreng - som det fremgik af Sebastian Stabels attest ikke var bundet efter fødslen. I øvrigt mente Rafn, at anklagers citater fra birketingsdommen i sig selv vidnede om, >hvor uforsvarlig og allerhøjst strafværdig delinkventinden er blevet omgået< af samtlige medlemmer af Jens Knudsens familie. Hun havde aldrig selv haft til hensigt at gøre sit barn fortræd, men var med løfter om gaver og gode råd om fremgangsmåden tilskyndet til at skjule svangerskabet, komme til Østrup for at føde, lægge hånd på barnet, stoppe sig ud med klude og senere rømme sammen med familien. Forsvarerens påstand gik ud på, at om Gisle ikke helt kunne frifindes, så >dels i betragtning af hendes enfoldighed, ... dels i konsideration af hendes bodfærdighed og hendes her for retten med grædende tåre visende fortrydelse over hendes begangne forseelse, at hendes dom dog på det Aller mildeste vorder givet<. Forsvareren for de øvrige anklagede prokurator Foersom var af en anden mening om Gisle, idet han lagde megen vægt på hendes tilståelse om selv, at have lagt hånd på barnet. For Mettes og Kirstens vedkommende kunne der efter hans mening kun være tale om at straffe dem for at have lagt dølgsmål på, hvad Gisle havde foretaget sig. Han indstillede dem til en arbitrær (skønsmæssigt fastsat) straf efter den høje rets forgodtbefindende, eftersom der hverken i loven eller forordningerne fandtes nogen bestemt straf fastsat for slig forseelse. Foersom mente, at Jens Knudsen og Christen endnu mindre kunne straffes for meddelagtighed. Den klokkemalm og det laurbær, som Christen havde givet Gisle, kunne efter hans mening ikke betragtes som gift, idet hun ikke var blevet dårlig af det, men tværtimod i fødselssmerter havde kunnet løbe en lang vej, let og hurtigt havde født et levende pigebarn, straks efter var 1øbet tilbage og havde fortsat sit strenge og tunge arbejde. Også de to mænd blev af deres forsvarer indstillet til en arbitrær straf. For alle fires vedkommende procederede han på rettens mildeste dom. Dommen over Gisle Nielsdatter kom til at lyde på, at hun skulle miste sin hals med økse, hendes hoved sættes på en stage og hendes legeme nedgraves på retterstedet af natmanden. For fuldstændighedens skyld indeholdt den også en bestemmelse om, at hendes hovedlod skulle være forbrudt til herskabet og hendes jord til kongen. Mette Eriksdatter, Kirsten Christensdatter og barnefaderen Christen Jensen blev alle idømt fuld mandebod, 3 x 18 lod sølv eller 27 rdlr., efter Danske Lov 6-6-11 med påfølgende indsættelse i Viborg Tugthus på livstid. Landstinget fulgte ikke forsvareren, men tog heller ikke hensyn til anklagers påstand om skærpelse af birketingsdommen. Blot blev selve strafudmålingen ændret lidt. Endelig blev Jens Knudsen dømt til at arbejde i tugthuset et år, hvilket nærmest var en skærpelse i forhold til den bøde på 10 rdlr., som birketinget havde idømt ham. De to tilstedeværende delinkventer, Gisle Nielsdatter og Mette Eriksdatter, erklærede sig på dommernes forespørgsel >fornøjet< med landstingets dom. Det vides ikke, om de øvrige nogensinde fik deres domme forkyndt. Efter reglerne skulle Gisles dødsdom have været indbragt for kongen. Den findes imidlertid ikke i Danske Kancellis arkiver. Da Viborg Tugthus begyndte at føre fangeprotokoller i 1763, var Gisle ikke blandt tugthuslemmerne. En udgift til skarpretteren for hendes henrettelse, som i givet fald vi11e figurere i amtsregnskaberne, er ikke fundet. Gisles endeligt er derfor ukendt. Måske er det lykkedes hende at gøre alvor af sin trussel om at drukne sig. Det fremgår af Lerkenfeld fæsteprotokol, at den gård i Østrup, som Jens Knudsen >sidst beboede og frarømte<, blev bortfæstet til Niels Jensen [fejl for Jepsen] 13. oktober 1755. Noter:  169) Lerkenfeld fæsteprotokol 1719-94, G.206-12, fol. 71.* 170) Rinds og Gislum herreders matrikel 1724, B.48.C-99, fol.47. 171) Lerkenfeld fæsteprotokol 1719-94, G.206-12, fol. 90.** og fol. 126.*** 172) Lerkenfeld fæsteprotokol 1719-94, G.206-12, fol. 86.**** Kilde: Thomas Elkjær. *) Fol. 71A/Image 262-263 den 14. september 1703. https://familysearch.org/ark:/61903/3:1:3QS7-L9WN-XH1N?i=261&cc=2015318 **) Fol. 90/Image 281, 11. juni 1728. https://familysearch.org/ark:/61903/3:1:3QS7-99WN-XH8H?i=280&cc=2015318 ***) Fol. 126B/Image 319, 19. marts 1743. https://familysearch.org/ark:/61903/3:1:3QS7-99WN-XHHC?i=318&cc=2015318 ****) Fol. 86/Image 277-278, 17. juni 1728: https://familysearch.org/ark:/61903/3:1:3QS7-L9WN-XHDW?i=276&cc=2015318
  Person-ID	I20365	My Genealogy
  Sidst ændret	7 feb. 2019

  
  

  Familie	Mette ERIKSDATTER,   f. Ansl 1683, Guldager, Simested S, Rinds H, Viborg A, DK d. Ja, dato ukendt
  Ægteskab	før 1705
  Børn	+ 1. Jens KNUDSEN,   f. 1705, Vestrup, Vognsild S, Gislum H, Aalborg A, DK d. eft. 1754 (Alder 50 år) > 2. Anders KNUDSEN,   f. 1708, Vestrup, Vognsild S, Gislum H, Aalborg A, DK d. Ja, dato ukendt > 3. Else KNUDSDATTER,   f. 1711   d. før 1780, Vestrup, Vognsild S, Gislum H, Aalborg A, DK (Alder 68 år) + 4. Søren KNUDSEN,   f. 1713, Vestrup, Vognsild S, Gislum H, Aalborg A, DK d. 1772 (Alder 59 år) > 5. Ane KNUDSDATTER,   f. 1716, Vestrup, Vognsild S, Gislum H, Aalborg A, DK d. Ja, dato ukendt + 6. Niels KNUDSEN,   f. 1719, Vestrup, Vognsild S, Gislum H, Aalborg A, DK d. 1796, Vestrup, Vognsild S, Gislum H, Aalborg A, DK (Alder 77 år) > 7. Christen KNUDSEN,   f. 1722, Vestrup, Vognsild S, Gislum H, Aalborg A, DK d. Ja, dato ukendt > 8. Erik Skjøtte KNUDSEN,   f. 7 okt. 1725, Vestrup, Vognsild S, Gislum H, Aalborg A, DK d. maj 1792, Vognsild S, Gislum H, Aalborg A, DK (Alder 66 år) > 9. Jens KNUDSEN,   f. 1728, Vestrup, Vognsild S, Gislum H, Aalborg A, DK d. 1780, Svoldrup, Vognsild S, Gislum H, Aalborg A, DK (Alder 52 år)
  Familie-ID	F6710	Gruppeskema  |  Familietavle
  Sidst ændret	11 jun. 2024

  
  

• Begivenhedskort

  Hent kortet

  Fødsel - før 1680 - Ullits S, Gislum H, Aalborg A, DK  = Link til Google Earth